Opskrift: verdens nemmeste koldhævede boller

I vores familie er vi særligt glade for et stort morgenbord eller brunch. Det er højdepunktet om søndagen og børnene ved at det indeholder scrambled eggs, bacon, friskpresset juice, romsnegle og hjemmebagte boller. Jeg vil her dele min standard opskrift på verdens nemmeste, men også virkelig gode, koldhævede boller. Keyword: nemt, for ligeså perfektionistisk jeg er på nogle punkter, så springer jeg gerne over hvor gærdet er lavest når det kommer til brødbagning, for gud hvor er det kedeligt når det skal hæve så længe, og så af flere omgange!! 

Opskriften her kan varieres alt efter hvad man har i skabet og hvor “hvide” man ønsker bollerne. Der skal i alt ca 550g mel/havregryn i dejen og har man kun hvedemel på lager, så går det udmærket.

Ingredienser

  • 5 dl lunkent vand
  • 25g gær
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk salt (fx havsalt i flager)
  • 2 spæk olie (fx olivenolie)
  • 50g kerner (fx hørfrø eller solsikkekerner)
  • 100g havregryn
  • 50g fuldkornsmel
  • 400g hvedemel

Fremgangsmåde

Gæret opløses i det lunkne vand og røres rundt. Tilføj så salt, sukker, olie og kerner. Tilsæt havregryn og mel lidt ad gangen og rør til dejen har en klistret, men ensformig konsistens. Det fede (synes jeg) er, at man ikke skal have fingrene i dejen, det kan gøre med en god røre- eller grydeske. Rør dejen i 2-3 minutter og stil den i køleskabet natten over med et rent viskestykke på.

Husk at skålen skal have god plads til at dejen kan hæve, og hvis du laver dobbelt portion er det en god idé at fordele dejen i to skåle.

Næste morgen (eller hvornår du nu bager dem) varmes ovnen til 200 grader varm luft. Med en grydeske klaskes bollerne på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem dem. Jeg plejer at drysse med lidt birkes, chiafrø eller sesamkerner. I denne opskrift er der ca til 12-15 boller alt efter hvor store/små du gør dem.

Bollerne bages i ca. 15 minutter indtil de er gyldne og sprøde. Bon appetit!

Jeg håber du og dine har haft et rigtig godt nytår! Skriv endelig hvis der er noget du ønsker uddybet eller forklaret.

Følg endelig også med på min instagram @alyzzahnielsen hvor jeg dagligt poster opskrifter, tips og tanker samt selfies og billeder af mit afkom 🙂

Tak fordi du følger med 🙂

Kram Alyzza