Bali

I marts måned 2019 var vi på en lang tur til hhv. Singapore og Bali. Bali har længe været en af mine drømmedestinationer og jeg blev så glad da det hele flaskede sig og vi altså skulle afsted. Vi havde min mor og papfar med, og det var en stor hjælp, og også enormt hyggeligt. Turen fra Singapore til Bali tog kun omkring 1,5 time (ligesom at flyve fra KBH til London) og vi landede i Denpansar lufthavn. Vi havde arrangeret en privatchauffør hjemmefra, der skulle hente os og køre os hen til vores villa i Seminyak. Det kan virkelig godt betale sig at arrangere alt det hjemmefra, for så snart du træder ud af lufthavnen står der taxa chauffører, mini-van selskaber mm. klar til at sætte kløerne i turisterne. Dermed ikke sagt, at man ikke kan få en god deal, men min erfaring er, at når man rejser med børn er det bare fedt, at de ting er klaret hjemmefra, særligt hvis du rejser til et sted du aldrig har været før.

Køreturen fra Denpansar til Seminyak var på omkring 40 minutter, men fordi der var heftig trafik (som Bali vist er kendt for), så tog det tæt på 1,5 time. Heldigvis er balinesere søde og venlige og enormt vilde med børn. Vores chauffør, og senere personlige guide, Dave, har selv en datter og var derfor meget forstående overfor de pit stops og lorteble skift som vi blev nødt til at holde. De har altså ikke autostole i de fleste lejede mini vans her i Bali, så til næste gang vil vi nok prioritere at tage en med. Saphira (på den gang 8 mdr), sad på skødet af mig, men når der var trafikprop og vi holdt stille, blev hun nemt utålmodig og det var lidt stressende.

Vi kom omsider frem til vores skønne skønne villa i Seminyak. Vi boede lige ved hovedgaden i Seminyak med utallige restauranter, butikker, isboder og diskoteker. Det var ikke som sådan tranquil og zen agtigt, nej der var gang i den og selvom det måske ikke lyder så børnevenligt, så er det lige præcis sådan vi godt kan lide at rejse. Bevares, det skal selvfølgelig ikke larme helt vildt, men vi kan godt lide at der er lidt liv og at vi ikke skal gå for langt for en is eller lidt mad. Vores villa hedder Villa Waterlily og den kan varmt anbefales! Der er 3 soveværelser, 3 badeværelser, en stor og åben stue og spisestue og et køkken. Ydermere er der en lækker lille privat pool, og det fedeste er, at vi bare var os og skulle ikke tage hensyn til andre gæster eller noget. Der er fast staff tilknyttet huset, altså folk der kender huset rigtig godt. Hver morgen kom der en sød pige og lavede morgenmad til os og havde det klar kl. 8 og hun ryddede også op i køkkenet, og legede sågar med Saphira mens vi spiste. De havde også sørget for babyseng og højstol fordi de vidste vi havde en baby med – fed detalje! Vi vil helt sikkert booke den villa når vi engang kommer til Bali igen, for nej jeg er SLET ikke færdig med Bali.

 

De første par dage slappede vi af, gik ture i vores lokalområde og besøgte også stranden i Seminyak. Vi badede ikke, men gik tur der og fandt muslinger i sandet. Drengene er mere til poolen, og det passede os voksne fint.

Vi spiste god mad, både indisk, thai og balinesisk og priserne på Bali svarer meget til priserne i Thailand, dvs. billigt! Jeg kan desværre ikke husket hvad alting kostede, men kun at leveomkostning for en familie på 5 om dagen, ikke var særlig høj. Og jeg kan huske en af aftenerne hvor vi havde spist på restaurant og den havde ikke fået for lidt, med en masse god mad, øl, vin og dessert, hvor det kostede ca. 350,- for 4 voksne og 3 børn – det er sgu okay! Det kostede 40 kr. for en halvanden times oliemassage, og det benyttede vi os meget af. Særligt fodmassage, som Esaiah synes var skønt, og som jeg har skrevet før, er balineserne vilde med børn!

 

Nusa Dua

Vores kære chauffør og guide, Dave, fik rimelig frie tøjler med hvor han kørte os hen. Vores ønske var blot at se noget lokalt, lidt templer og så gerne noget der ikke lå mere end højst 1 times kørsel væk, af hensyn til børnene (læs: forældrene). Dave var skide god, og vidste at vi også havde brug for pauser og dem indlagde han mange af. Det skal lige siges, at man kan leje en mini van for en dag og det koster ikke alverden, og det kan sagtens betale sig. At vi så fik Dave som chauffør var kun et tilfælde, og han var guld værd på turen.

Han tog os med til Nusa Dua, som er et lidt finere område på Bali, hvor man finder de store hoteller, flotte strande, turist fotomuligheder og også souvenirshopping. Vi var igennem det hele, og selvom solen bagte ned på os, så var alle i godt humør. Hjemmefra havde vi fået den søde køkkenpige til at smøre lidt nutella madder til drengene, og det var altså guld værd når varmen stak lidt for meget og blodsukkeret faldt af den grund. Nusa Dua vil jeg klart anbefale, at man besøger fordi kontrasten er ret tankevækkende ifht. hvordan der fx ser ud i Seminyak hvor vi boede. Og så var der bare mega flot, og rige muligheder for at tage flotte billeder, hvis man går op i den slags.

 

Kaffeplantage

Jeg kan desværre ikke husket hvad kaffeplantagen hedder, men kun at det var en sjov oplevelse. Vi fik en lille guidet tour over kaffeplantagen og set hvordan de laver kaffe. Bali er åbenbart kendt for deres kaffe, og vi fik også prøvesmagt en helt masse. Esaiah og Anakin sov ude i bilen, så Martin og jeg gik ind på skift, med Saphira på armen. Kaffen smagte helt utroligt godt og virkelig en anderledes sanselig oplevelse, end bare at putte en kapsel i Nespresso maskinen og trykke på en knap (selvom jeg elsker min Nespresso maskine). Men havde drengene nu været vågne og med på plantagen, ville de have haft en fest med de kringlede små gange i skoven og der er altid plads til børn hvis du spørger balineserne, og det er bare en stor lettelse når man nu rejser med 3 af slagsen. Saphira røg fra arm til arm (på de ansatte), så jeg havde god mulighed for at kigge mig omkring, og også løbe ud til bilen så Martin kunne komme ind og kigge også. Min papfar endte med at købe lidt kaffe, som vi nød hjemme i villaen.

Her er Dave! Hvis i nogensinde skal til Bali, så skriv endelig og så skal jeg nok give jer hans kontaktoplysninger. Turen havde ikke været det samme uden ham!

 

Uluwatu Templet

Det her tempel var en kæmpe oplevelse. Der var godt nok lidt turistet, men det var okay for det var stort og vi havde ikke følelsen af at stå som sild i en tønde. Det er et turistet sted i de tidlige aftentimer fordi det er et kendt solnedgangspot. Kort sagt, er det en klippeside ud til havet hvor der ligger et gammelt tempel. Os dødelige har ikke adgang til templet, så vidt jeg kunne forstå, men der er rig mulighed for at se solnedgangen og de omkringliggende templer og monumenter i bedste Junglebogen stil. Noget jeg dog vil advare om, er at der er fritløbende aber, og de er aggressive og mega uhyggelige hvis i spørger mig. Mange jeg har talt med om Bali har anbefalet, at vi tog i Monkey Forest i Ubud, netop for at se aberne i skoven. Men Dave sagde altså, at når vi har så små børn ville han ikke anbefale det. Aberne er nemlig aggressive og går typisk efter dem der er på størrelse med dem, dvs. små børn. Der står alle steder, at hvis en abe prøver at tage noget fra dig, fx dine solbriller, et stykke legetøj eller andet så skal man ikke stritte imod, men bare lade den tage det for ellers angriber den. Det kan voksne godt forstå, men det er ikke sikkert Anakin på 4 år ville kunne forstå det. Jeg sætter pris på den anbefaling fra Dave, for selvom der kun var halvt så mange aber her på Uluwatu templet, så fik vi stadig set hvor nærgående og hidsige de er. Og der går altså vagter omkring, det er altså på eget ansvar. Nå, men nok om aber. Tempelområdet var virkelig flot og skønt for børnene, for der var plads for dem at løbe rundt på og det var nemt at have klapvognen med. Solnedgangen var ikke mega prangende vil jeg sige, men det skyldes at det var overskyet. Dave fortalte, at det er et sted hvor mange får taget bryllupsbilleder, og nu hvor jeg ved det, kan jeg genkende Uluwatu på mange instagram billeder osv. Det er da lidt sjovt.

 

Ubud

Det jeg havde glædet mig allermest til ved at besøge Bali, var at se Ubud. Wow hvor havde jeg hørt meget om stedet og også læst og set både på instagram og pinterest. Ubud er lidt koldere end Seminyak, så vi havde en trøje med i bilen og så er området kendt for dets kunst, rismarker og hippie vibe. Vi så på en masse kunst fordi min mor jagtede et nyt stykke kunst til deres dagligstue, det fik hun så også. Meningen var, at vi skulle besøge rismarkerne og tage de klassiske billeder, men fordi det regnede så meget så var der ikke meget ved at tage derhen. Så Dave kørte os over til en restaurant hvor vi kunne spise frokost og samtidig have udsigt over nogle rismarker. Det var en god oplevelse, og ingen af os kunne få blikket væk fra den flotte udsigt. Tjenerne var så søde på restauranten og holdt gerne Saphira mens vi spiste, og faktisk faldt hun i søvn på en af dem fordi hun stod og vuggede hende, så sødt! Jeg bestilte and med en masse lokale specialiteter, og det smagte ligesom Mortens Aften.

Efter frokost stilnede regnen heldigvis lidt af og vi havde mulighed for at se på templer. Dave holdt ind ved nogle stykker på vejen tilbage til Seminyak. Det var så fint og en helt speciel oplevelse. Der er nogle regler for hvordan man gebærder sig i tempelområderne, fx at man skal bære sarong, både mænd og kvinder, og jeg skulle også gøre det selvom jeg havde en lang kjole på. Og så må man som kvinde ikke komme ind i nogen af tempelområderne hvis man har menstruation, for så er man uren (jep det er der vi er). Jeg havde det heldigvis ikke på det tidspunkt (er heller ikke helt klar over hvordan de ville tjekke det), så jeg kunne færdes helt frit. Drengene var meget fascineret af templerne og fandt også nogle lokale børn som de løb lidt rundt sammen med. De var meget betaget af drengenes lyse hud og hår.

Det var lidt om Bali. Vi havde 5 skønne dage der, og til næste gang har jeg lært at vi skal være der i længere tid, og have mindst 2-3 dage i Ubud. Jeg håber du fik noget ud af det, og hvis der er noget du mangler svar på, så må du endelig skrive.

Du kan også se højdepunkter på min instagram @alyzzahnielsen, hvor jeg har gemt stories fra vores tur.

Tak fordi du læste med 🙂