Jeg vil gerne bruge lidt spalteplads på at give min mening og oplevelse til kende om indlæggets titel; at have barn i show bizz. Her hentyder jeg naturligvis til min søn Esaiah og ikke mig selv (som i at JEG er i show bizz med et barn, det er ikke tilfældet).
Esaiah fyldte 8 år den 26. januar, og har siden han var lille arbejdet som model. Han er tilknyttet modelbureauet Little People the Agency der hører ind under Le Management og hans første store job var en reklamefilm for LEGO Juniors i slut 2017. Han var 4 år på det tidspunkt og han klarede en 10-timers arbejdsdag på LEGO-settet som var det det mest normale i verden. Esaiah havde været tidligere været på små jobs hist og her, det var dér det for alvor gik op for mig, at Esaiah altså var ret god til det her model-og reklame halløj. Det handler, som jeg ser det, mere end om at være et kønt ansigt, men også om at være karismatisk, charmerende, tålmodig og samarbejdsvillig. Alle på LEGO-settet roste ham som aldrig før og han var god til at tage imod instrukser, huske hvad han skulle gøre og sige, hvor og hvornår og samtidig omstillingsparat hvis alt det han havde brugt en time på at få indøvet, alligevel blev lavet om. Han beklagede sig på intet tidspunkt og husker tilbage på oplevelsen som god og at der var lækre snacks.
Derfra gik det stærkt og Esaiah blev booket til photo shoots, editorial shoots, reklamer og kampagner for andre mærker som Gro Company, Flying Tiger, Danefæ, Kids Magazine (fr), Ecco mm. Jeg vil ikke remse alle de jobs han har været på op, men lige fremhæve det job der gjorde et stort udslag i hans lille karriere.
I foråret 2019 (på det tidspunkt var han lige blevet 6 år) blev Esaiah castet til rollen som Jonas i ”Oda Omvendt S3” på DR Ramasjang. Han var til 3 castings og til sidst kom han endelig igennem nåleøjet og landede rollen. Han var motiveret og ”sulten”, han ville bare have den rolle. Det er svært at forklare her på skrift, men Esaiah er et konkurrencemenneske med stort K, og det drive giver ham evnen til at performe når det gælder, men samtidig føles ”nederlagene” dobbelt så store. Esaiah havde en fantastisk tid på Oda Omvendt settet og den erfaring han tager med sig derfra, kan ingen tage fra ham. Som han selv formulerer det, lærte han at være tålmodig, at kunne sine replikker, høre godt efter når der blev givet en besked og ellers så have det rigtig sjovt og bare være sig selv. Det var det første job hvor jeg, hans mor, ikke måtte komme med. Der var tale om professionelle filmfolk her, og de havde en ”film-mor” ansat til at se efter børnene, så han var i gode hænder. Men wow hvor var det en vild oplevelse at sætte ham af i filmstudiet i Måløv kl. 07.30 og hente ham igen kl. 17.00. Han var på Oda-settet i 11 dage og de fleste dage var ret lange, men han hyggede sig med de andre børn og sammen havde de en fest. Billedet nedenfor er et privat et fra Oda-tiden. Jeg vil ikke poste et billede fra set, da jeg ikke er helt sikker på rettighederne og alt det der, og jeg vil nødig have DR på nakken.
Siden Oda Omvendt har Esaiah også været med i kortfilm og haft statistjobs. Der er ingen tvivl om, at branchen har modnet ham i en sådan grad, at han ganske ugenert og med en god portion selvtillid møder verden med et smil. Han har været vant til at arbejde med fremmede voksne mennesker og lader sig ikke intimidere af det, for han ved han er der for at gøre et stykke arbejde og når man er på arbejde, skal man performe. For nogen kan det måske lyde hen i vejret, at et barn på 8 år skal bekymre sig i at performe, men jeg vil gerne slå fast, at det ikke er min drøm han udlever, men hans egen. Han har samme mindset både når han træner karate, spiller guitar eller fodbold og også i skolen. Han vil gøre det godt, han vil være bedst. Vi taler meget herhjemme om, at det ikke altid handler om at være bedst eller hurtigst, for hvis man gør alting hurtigt, så kan det nemt ende med at blive sjusket. Det er en fragil balance og noget vi har oppe at vende ofte kan I tro. Esaiah har en ild inde i sig der driver ham frem, og den ild skal ikke slukkes, men den skal guides med kærlighed og omsorg, og det er vores ærede rolle som forældre at gøre det.
Der er ingen tvivl om, at Esaiah (og de fleste andre skuespillere og performere) lever højt på anerkendelsen som han modtager. Det er fedt at få ros og det er sejt at få opmærksomhed, særligt når man går i 1. klasse. Men bagsiden af medaljen er der stadig, også når man er 8 år. Det evige spørgsmål om man er god nok som man er. Det kan være hårdt at kapere en afvisning, særligt hvis han har været til casting på en rolle som han virkelig gerne vil have. Den seneste mavepuster var optagelse på Eventyrteatret, som han ikke kom ind på, og den tog ham et par dage at komme sig over. Det var også ekstra hårdt fordi en af hans bedste veninder var blevet optaget, så de havde allerede planlagt deres fremtidige færd sammen som Eventyrbørn. ”Øv bøv, men op på hesten igen mor”, sagde han efter et par dage. Det hjalp så at vi fik meldt ham på noget andet teater der ikke kræver optagelsesprøve. Lige nu venter vi også spændt på at høre svar tilbage for hans casting til DR’s Julekalender 2022. Han spørger hver dag, men som vi siger herhjemme, ”jeg har gjort det så godt jeg kan, og hvis ikke jeg får den her rolle, så er det fordi der venter noget andet lige om hjørnet”. Han bliver hærdet og øvet sig på sin ”skidt pyt” knap, men vi taler meget om det derhjemme og jeg sørger for at udpensle for ham, at det altså ikke er pga ham og hans person, at de ikke vælger ham, men at de måske fandt en blond dreng der passede bedre eller en der var lidt højere, og hårfarve og højde er jo ikke noget man kan gøre for?
Jeg nyder at tage med Esaiah på job og jeg elsker at se ham i action (hvis jeg altså må være tilstede). Bagsiden af medaljen tager vi med, for det er svært at undgå at få rap over nallerne når man stikker dem langt frem. Han er en dreng med go’ i og så længe han ønsker at jagte skuespillet og modelarbejdet, så vil jeg være der for at støtte ham. Det er hårdt arbejde, både for ham, men også for resten af vores familie, som jo skal med indover planlægningen når vi kører land og rige rundt for at tage med ham på job. Ligesom nu, hvor vi pt sidder i toget på vej til Aarhus, hvor han skal være med i en afgangsfilm for Super8. Vi øver replikker på vejen, spiser donuts og så tæver han mig i Uno og Fisk 🙂 Nedenstående billede er fra Gro Company’s AW20 kollektion.
Skriv endelig til mig hvis du har kommentarer eller spørgsmål til indlægget. Jeg føler jeg kom godt rundt sådan overfladisk set, for selvfølgelig har denne branche også flere nuancer og facetter end beskrevet her.
Følg endelig med på min instagram @alyzzahnielsen hvor jeg dagligt poster billeder fra mit liv, men også tilværelsen som stage-mom, og endnu bedre så følg gerne med hos Esaiah @esaiahsamuel
Tak fordi du læser med!
Kram Alyzza
