Farverigt tilbehør til aftensmaden

Jeg er måske lidt speciel på det område, men noget af det bedste jeg ved (at spise) er en god salat (altså udover bland selv slik og hvid chokolade). Det kan både være en stor salat som en ret i sig selv eller som noget tilbehør til aftensmaden. Det er ikke fordi jeg er vokset op med meget salat eller grøntsager, men det begyndte at komme til mig efter jeg flyttede hjemmefra, at jeg synes der manglede farver på bordet. Selvom en lasagne er lækker, er den jo ikke ligefrem smuk vel? Og det samme gælder retter som stroganoff, chili con carne, kylling i karry, hakkebøffer eller hvad man nu serverer. Til (næsten) hvert aftensmadsmåltid laver jeg en salat af den ene eller anden art, nogle gange flere salater. Til tider består den af 3-4 ting, andre gang er det all in med alt det gode som fx kan være avocado, pinjekerner, hjemmelavede croutoner eller feta. Det er lidt forskelligt hvad jeg har i køleskabet, men uden at ville lyde hellig, så kan jeg nærmest ikke spise kødfuld aftensmad uden en salat til. Jeg inkluderer også frugt i mine salater, og skifter jævnligt ud i indholdet, ellers bliver det for ensformigt og dermed kedeligt. En fælles faktor i alle mine salater må være agurk og peberfrugt.

Jeg vil her give jer en opskrift på en simpel salat, som i går blev spist til laks og kylletter. Den kan med fordel også spises til førnævnte retter eller være et måltid i sig selv hvis man tilføjer lidt mere fylde, såsom kyllingestykker, croutoner, hårdkogte æg, tun eller andet. Esaiah hjalp mig med at skære grøntsagerne, så det er også en fin måde at få børnene med i køkkenet, hvis det har interesse. Hvordan man skærer grøntsagerne, er selvfølgelig op til en selv, så jeg gav Esaiah lov til at freestyle. Man kan selv bestemme rækkefølgen og om den skal blandes sammen eller serveres som vist på billedet. I sidste ende er smagen vel det vigtigste? 🙂

Salaten indeholder:

  • 2 håndfulde skyllet spinat
  • En halv agurk
  • 1 snackpeber
  • 5 cherry tomater
  • En halv kakifrugt
  • 1 forårsløg
  • Stegte solsikkekerner (et godt og billigere alternativ til pinjekerner)
  • Olie/eddike dressing
  • Salt og peber

Skriv hvis der er noget du ønsker forklaret eller uddybet. Følg endelig med på min instagram @alyzzahnielsen hvor jeg dagligt poster billeder om mad, tips, opskrifter, selfies eller billeder af mit afkom.

Tak fordi du læser med!

Kram Alyzza