Dette indlæg har jeg brygget på længe, for hvordan får man lige kortet en masse gode erfaringer, råd, tips og idéer ned til et overskueligt indlæg? Jeg vil her gøre et forsøg og komme med mine bedste tips til en god dag i Disneyland Paris.
Vi har været der 3 gange med børn; 1 dag i maj 2016, 4 dage i januar 2017 hvor vi boede på et Disney hotel og 1 dag i juli 2019. Så jeg har altså lidt erfaring i hvordan Disneyland hænger sammen, og også lidt tips som jeg selv gerne ville have vidst den gang vi rejste dertil for første gang. Jeg vil undlade at komme ind på fly, lufthavn og transport fra lufthavn, for tingene kan have ændret sig og tro mig, det er ikke svært at komme til Disneyland fra lufthavnen, da de fleste hoteller mm. yder shuttlebuses til og fra. Jeg kan klart anbefale at rejse dertil off-season, dvs. ikke når der er allertravlest, og ej heller om sommeren for wow hvor var det varmt! Efterår, vinter og måske begyndelsen er foråret er rigtig fint for os, og selvom det er lidt koldt, er det ikke ligeså koldt som herhjemme – de der 5 grader gør en lille forskel. Der kan lejes klapvogn i Disneyland for €20 om dagen, og så er der en del toiletter og gode puslefaciliteter rundt i parkerne.
Disneyland Paris består af 2 parker, der er Disneyland og Disney Studios. I Disneyland finder du de klassiske eventyr med prinsesserne, Lion King, Aladdin mm., hvor du i Disney Studios finder Pixar og mere af det ”nye” Disney, såsom Star Wars og så er der et stort Hollywood tema. Vi har været i begge parker alle tre gange, men vi har klart tilbragt mest tid i Disneyland. Når man køber billet, kan man vælge om man vil købe indgang til en eller begge parker. Der er et hav af madmuligheder i Disneyparkerne, og også ret lækkert mad faktisk. Det koster selvfølgelig lidt, og det kan vel ikke komme bag på en når man er sådan et sted? Vi plejer altid at have tonsvis af drikkevarer og snacks med, og lige en mellemmad så vi ikke behøver at spise næsten lige efter ankomst. På den måde bliver det kun ét stort måltid vi skal betale for og ikke to. Man kan altså komme langt på Nutella madder, jeg siger det bare 🙂
Første gang vi var der, gik vi bare lidt rundt, fulgte strømmen, nød de smukke omgivelser og tog en masse billeder. På det tidspunkt var drengene kun 1 og 3 år så forlystelser var ikke på toppen over listen af prioriteter. Vi blev og så paraden om aftenen, og den var magisk og drengene taler stadig om den dag i dag.
Anden gang vi var der vidste vi hvad der var op og ned, og vi havde lært hvad der var vigtigt for at drengene havde en god tur. På det tidspunkt var Esaiah lige blevet 4 og Anakin var lige knap 2 år. Anakin trivedes stadig med bare at sidde i klapvognen og hygge, mens Esaiah var mere varm på forlystelser. Der er en del forlystelser til børn i den alder, men ikke overvældende mange. Til gengæld er der fede legepladser, klatreområder og en masse sejt at se, så de fik bestemt en del ud af det. Vi havde indlogeret os på Hotel Santa Fe, som er et hotel med Biler tema, og de var begge helt oppe at ringe, drengene altså. Morgenmadsbuffeten var god og det samme var aftenbuffeten. Jeg havde fået forhandlet mig til nogle madkuponer der gjorde at vi kunne bruge dem på frokost eller aftensmad enten i hotellets restaurant eller i udvalgte buffetrestauranter i parken. Vi fik 1 gratis måltid om dagen, og det var en mega fed detaljer, for buffetrestauranterne er gode i Disneyland, og det var et fint afbræk på dagen. Vi var der i januar måned, så det var også koldt at være udenfor hele tiden. Hotel Santa Fe ligger 20 min gågang fra Disneyland, men 2-3 minutter med shuttlebus, som kommer ca hvert kvarter og er gratis. De 4 dage vi havde i parken, gjorde at vi ikke behøvede at stresse, og det gjorde ikke noget hvis vi skulle stå i kø, for vi havde ikke som sådan noget vi skulle nå. Fordi vi boede på et Disney hotel fik vi magic hours, dvs. man får adgang til parken 2 timer før den oprindelige åbningstid og det gjorde at vi fx kunne få prøvet de forlystelser, som der ellers altid var kø til i løbet af dagen. En af de klare favoritter var Peter Pan’s ride, wow for en fin forlystelse. Den var lidt ala Den flyvende kuffert i Tivoli KBH, men meget mere gennemført.
Tredje gang vi var der var i juli måned med 39 grader – fy for en ged. Men på dette tidspunkt var både vi og børnene så rutinerede i Disneyland, og generelt varme, at vi vidste hvad vi ville prøve og hvor vi kunne få et hvil og slappe af i skyggen. Jovist der var da et par melt downs, men det hører med. På dette besøg fandt vi også ud af at der i Disneyland Paris app’en står hvor meget ventetid der er ved de forskellige forlystelser, og det var klart en fordel!
Jeg vil nu komme med billeder og idéer til ting I i hvert fald ikke skal misse når I rejser til Disneyland med børn.
Meet & greet
Det er svært at undgå at støde ind i en Meet & Greet når man er i Disneyland. Men køerne kan ofte være lange, og det er ikke altid de små pus er i humør til at vente på at få taget et billede. Vi har været heldige og kommet først i kø en del gange, men vi har også ventet og ventet, og så har børnene ikke gidet mere når det var ved at være vores tur – typisk! Vi har hilst på en masse prinser og prinsesser, men dem drengene bedst husker er Rapunzel og Alice. Vi udnyttede også vores Magic Hours og fik besøgt Mickey Mouse i hans hus, hvor man står i kø indenfor mens der kører gamle Anders And film på storskærm (genialt), og så kan man betale €20 for at få taget et familiebillede med Mickey. Det er ikke et must, men et fint lille minde.
Forlystelser
De forlystelser der har hittet mest har været Peter Pan’s Flight, Dumbo turen, prinsesse karrusellen og It’s a small world. Navnligt den sidste var Saphira meget oppe at køre over sidst vi var der – for der er mange farver, der sker en del og en hyggelig sang også, som man har på hjernen resten af dagen. Udover reelle forlystelser er der fede legepladser og særligt Robinson Crusoe’s hus og pirathulerne med hængebroer osv. er et hit hver gang! Generelt står man ret meget i kø til forlystelserne, særligt hvis det er i højsæson, men udenfor højsæsonen er det ikke så slemt, men det er ikke ligesom Danmarks forlystelsesparker hvor man, for det meste, bare kan valse ind. Kø-snacks er en klar favorit 🙂
Paraden
Paraden er næsten det bedste ved hele Disneyland, og no wonder den er verdens kendt og noget der går igen i alle de 6 Disneyland’s i verden. Jeg har set den både i Paris og LA, og den er lige magisk hver gang. Det er forskelligt hvor ofte der er parade, men det er i hvert fald mindst 1 gang om dagen, medmindre det regner. Det bliver varslet over højttalerne, men hvis I ved hvornår det er kan det godt betale sig at finde en god plads i god tid. Det plejer vi at gøre for at sikre at børnene kan se noget og gerne tæt på udgangen, for det plejer at passe med at vi smutter efter en god dag.
Butikkerne
Der er så mange fine butikker i Disneyland, både legetøjsbutikker, souvenirs, tøj, kostumer, julepynt og jeg skal komme efter dig! Det er selvfølgelig ikke alle der gider den slags, men i vores familie er vi rimelig all in når vi endelig er disse steder. Børnene får altid lov at vælge en gave og det bliver oftest en bamse af en arm. Jeg glæder mig til den dag de vælger noget andet end bamser. På billedet her foreslog Anakin at vi kunne købe denne “lille” Stitch bamse til hans moster, men jeg måtte desværre skuffe ham for der var ingen måde hvorpå vi kunne have den med hjem i bilen.
Rainforest Café & Disney Village
Noget mange misser er faktisk, at der udenfor de to Disneyparker er noget der hedder Disney Village. I Disney Village er der et stort udvalg af restauranter og caféer, der er også en biograf, et par spillehaller og fede butikker. Hver gang vi har været i Disneyland har vi spist på Rainforest Café. Børnene synes det er et herligt sted, og vi voksne synes det er udmærket, for der er mad som vi ved børnene kan lide (spaghetti med kødsovs, fisketfilet, pizza, børneburger mm.), og så er omgivelserne ret sjove så der er skruet helt op for underholdningen. Forestil dig, at man sidder inde i regnskoven og spiser, sådan føles det og der er dyr i buskene som bliver “levende” en gang imellem og det er ret godt lavet. Jeg tror vi gav 400-500kr. for mad + drikke til os, en familie på 5.
Det var lidt om Disneyland – jeg håber du fik noget ud af det, og hvis du har spørgsmål som jeg ikke har fået besvaret så tøv endelig ikke med at kontakte mig.
Du kan også se højdepunkter på min instagram @alyzzahnielsen, hvor jeg har gemt stories fra vores seneste tur til Disneyland Paris.
Tak fordi du læser med!