Du får er en detaljeret beretning om min første fødsel. Det var en meget intens oplevelse og set i bakspejlet er jeg ked af jeg ikke forberedte mig mere end jeg gjorde. Jeg var 22 år og tænkte “den tager jeg bare som det kommer, min krop er skabt til det”. Jeg vidste at veerne ville gøre ondt, jeg vidste at det krævede enorm koncentration og selvbeherskelse at bringe et barn til verden – men jeg havde aldrig troet det tærrede så meget på krop og sind. Hvis du er gravid lige nu og læser min beretning, så er du allerede godt på vej mod en mere forberedt fødsel. Der er ingen der siger at din fødsel bliver ligesom min, men jeg håber du vil læse den og tage det til dig du kan bruge og sortere resten fra.
25 januar 2013 kl. 02.00 – Veerne startede ligeså stille, og de mærkedes mest som kraftige menstruationssmerter. Det var ikke en uudholdelig smerte, men det stak da lidt. Egentlig lå jeg i sengen og prøvede at vurdere om det var kraftige plukveer eller rigtige veer. Det var svært for mig at finde ro til at falde i søvn igen, for jeg var både spændt, nervøs og ja så gjorde det lidt ondt.
Kl. 03.30 – Så vækkede jeg Martin. Egentlig havde jeg haft lyst til at vække ham da mine veer startede, men jeg tænkte det var smart at lade ham sove, hvis nu fødslen trak ud, så havde han da i det mindste fået sovet lidt. Men veerne begyndte at bide mere og blev ret hurtigt kraftige, eller det virkede de til, for jeg anede jo ikke hvad jeg havde i vente. Vi lå og snakkede lidt, tog tid på dem og prøvede at hygge snakke i sengen, selvom jeg måtte afbryde og fokusere på min vejrtrækning når veerne kom.
Kl. 07.00 – Der begyndte veerne at spidse til, men dog var de ret uregelmæssige. Der kunne gå 10. minutter hvor jeg intet følte, og så kunne jeg få 2. veer på 5. minutter. Så downloadede vi en app, der hed noget med “Contraction counter”, eller noget i den dur og den målte både længde, interval osv., og det hjalp med at give os et overblik over hvor regelmæssige veerne egentlig var.
Kl. 09-10.00 – Nu synes jeg det var tid til at ringe ind til hospitalet, for jeg havde så ondt at jeg knap kunne tale, og jeg prøvede at sætte mig ind i stuen og se morgen tv, men jeg kunne ikke sidde oprejst. Det eneste der duede for mig var at ligge i vores seng med dynerne rundt om mig. Det gjorde så ondt, og jeg havde flere gange lyst til at give slip og bare råbe over smerterne, men det gjorde jeg ikke én eneste gang. Jeg holdt besindelsen og fokuserede på at trække vejret. Jeg forestillede mig at veerne var en stor tsunami der skyllede ind over min krop og når veen begyndte at blive lidt mildere, var det når bølgen trak sig tilbage. Det var Martin der talte med fødegangen, for jeg kunne slet ikke. Jeg havde kvalme, det gjorde ondt og jeg var en smule bange. Vi fik så lov at komme derind, selvom de egentlig synes vi skulle blive hjemme fordi jeg endnu ikke havde haft vandafgang, men vi insisterede, og fik så lov til sidst.
Kl. 11-12.00 – Først her var vi på vej på hospitalet, for du drømmer ikke om hvor besværligt det var for mig at komme ud af døren mens jeg fik veer hver 3-4 minut. Hver gang jeg fik rejst mig op og lavet bare et eller andet, f.eks. fik taget en trøje på, så måtte jeg ligge mig ned igen pga. en ve og sådan blev det ved. Så man kan næsten forestille sig hvor langt tid det tog at få tøj, sko og overtøj på, og samtidig fortælle Martin om de sidste ting der skulle i hospitalstaskerne, samt hvor han kunne finde dem. Og så skulle autostolen også med ned i bilen og ja, det var et stort projekt, specielt når jeg havde så ondt. Da vi var klar og bilen var pakket, så var det først i tredje forsøg at jeg kom ud af døren, for hver gang jeg gået lidt ned af trapperne (vi bor på 2. sal), så kom der en ve og så løb jeg ind i seng igen. Men til sidst blev jeg så stædig og tænkte “fuck de her lorte veer, jeg skal afsted”, og med de ord i hovedet så løb jeg ned af trappen og da jeg var halvvejs nede vidste jeg at jeg ikke kunne komme op igen. Se havde vi haft en 5-dørs bil, så havde jeg lagt mig på bagsædet, men da vi kun havde en lille lorte Mazda 121 med 3. døre, så kunne jeg ikke overskue at skulle kravle ind over sæderne med kæmpe mave og veer, så det blev forsædet. Turen derhen var forfærdelig og jeg havde to veer undervejs (køreturen tager 10. min.), og det gjorde latterligt ondt hver gang Martin kørte over bump, kloak dæksler eller små huller i vejen – og jeg var overbevist om at han gjorde det bevist for at irritere mig! Crazy pregnant woman!
Kl. 12-13.00 – Vi fandt ind til fødegangen og sad og ventede ude på gangen. Alt imens var der en kæmpe kvinde der også havde veer, nok noget mere kraftige end mine og hun var virkelig stor, altså både maven var stor, men hun selv som person var enorm. Og mens hun stod og prustede, så sad hendes mand, en meget lille mørk fyr, og kiggede i sin telefon – sød fyr siger jeg bare! Men vi kom til og jeg blev undersøgt, både af en jordemoder og en studerende og aldrig har jeg oplevet noget der var så ubehageligt, for ikke nok med at jeg havde veer, så skulle jeg også have jordemoderens hånd helt op i mig og det føltes som et overgreb. For at gøre det hele endnu værre, så var jeg kun 1-2 cm. åben og blev derfor sendt hjem. Jordemoderen sagde endda at hun synes vi skulle gå ud og spise en lækker frokost og evt. gå i biografen, så vi kunne nyde den sidste tid som par. Jeg tænkte at hun måtte være fuldstændig sindssyg! Tænk at være i biografen og se en film og at der så, på bagerste række, sidder en højgravid kvinde og pruster – nej tak! Hun sagde også at jeg jo ikke virkede til at have så ondt, så det kunne vi da bare gøre – øh nej tak du! Bare fordi jeg ikke skriger som hende ude på gangen, betyder det ikke at jeg ikke har ondt! Med hængende hoveder gik vi ned til bilen igen og kørte hjem. Hun sagde at vi skulle ringe ind igen når jeg havde haft 3-4 regelmæssige veer på 10. min.
Kl. 14-15.00 – Da vi var kommet hjem lagde jeg mig ind i sengen igen og faktisk så fik jeg hvilet mig lidt – dog afbrudt af veer, men det var rart at sove. Martin sad inde i sofaen, og sov også tror jeg, for han var jo også blevet vækket tidligt. Men veerne blev så så kraftige at jeg kaldte ham ind til mig og så tog vi tid på dem vha. vores app på telefonen. Da jeg i en halv times tid havde haft regelmæssige veer, så ringede vi ind igen som jordemoderen havde sagt. De ville tale med mig, men jeg kunne slet ikke og på det her tidspunkt, som eneste gang under min fødsel, lå jeg og græd. Vi fik så lov at komme ind igen, og kom først ud af huset kl. 16.30, for det var ligeså svært for mig at komme ud af huset, som det havde været sidst, men den her gang havde jeg besluttet mig for at jeg IKKE skulle hjem igen – basta! Jeg havde besluttet mig for at vi kørte derud 2 mand, men komme hjem 3 – mærkelig følelse.
Kl. 17.00 – Så kom vi hen til fødegangen igen og ventede ude foran, og heldigvis var den store og prustende kvinde der ikke. Turen hen til hospitalet var endnu værre end sidst, for veerne var mere intense og smertefulde og det gjorde ondt når Martin kørte over små bump og huller i vejene. Jeg kan huske at jeg på det her tidspunkt var så smadret, både fysisk og mentalt at jeg nærmest ikke orkede at gå fra parkeringspladsen, men da først vi var indendøre hentede Martin mig en kørestol og kørte mig rundt som en gammel dame. Nå, jeg kom ind til en ny jordemoder plus en studerende og jeg blev undersøgt igen, for at se hvor udvidet jeg var, og igen oplevede jeg den forfærdelige smerte som det giver at blive undersøgt. Jeg græd indeni, for jeg ville ikke vise Martin mere smerte end hvad han ellers var vidne til. Selvom det gjorde ondt på mig, så havde jeg ondt af ham, fordi det må være en utroligt frustrerende oplevelse for mænd også, at de er så magtesløse når deres elskede har så ondt. Vi fik så af vide af jordmoderen at jeg kun var 2-3 cm. åben og at de altså ikke ville indlægge mig før jeg var i aktiv fødsel, altså 4. cm. åben. Vi fik besked på at tage hjem igen, da ventetiden på hospitalet kan virke meget længere end ellers, men jeg kunne simpelthen ikke tage turen frem og tilbage igen en tredje gang, så jeg tiggede og bad om jeg ikke måtte blive. Jordmoderen forbarmede sig over mig, og foreslog at vi kunne gå en lang tur rundt på hospitalet. Hun sagde at vi skulle tage os god tid og prøve og få baby længere ned i bækkene ved at jeg selv gik rundt. Godt så, det måtte så blive det vi gjorde, og selvom jeg ikke decideret havde lyst til at vandre rundt på Herlev hospital, så havde hun ret i at ventetiden nok ville virke længere hvis jeg bare lå på en fødestue.
Vi kom så ud og inspicerede Herlev Hospital på en fredag aften, det var jo vinter, så det var for længst blevet mørkt. Der var ikke et øje og vi var ude og gå nogle steder hvor det ikke lignede der kom folk normalt. Faktisk var det lidt uhyggeligt, men også meget hyggeligt at vi gik sammen der og snakkede. Jordmoderen sagde jeg skulle gå, men det gjorde så ondt at jeg ikke kunne, så i 2 timer skubbede Martin mig rundt i en kørestol og stoppede op hver gang jeg fik en ve – hvilket jeg gjorde tit. Jeg følte mig ikke anderledes, hverken mere eller mindre tilpas og da vi satte kursen tilbage mod fødegangen frygtede jeg at jeg ikke havde åbnet mig og derfor skulle hjem igen.
Kl. 19.00-22.00 – Efter to timer kom vi så tilbage til fødegangen og så skulle jeg undersøges igen og til alles store forbløffelse så var jeg nu 5-6 cm. åben, så vi blev anvist til en fødestue, der både havde badekar, fitnessbold, fødestol – alle de ting jeg havde bedt om i min vandre journal, men jeg ville slet ikke bruge noget af det. Når jeg havde veer skulle jeg bare ligge ned og helst på siden. Faktisk havde jeg haft en tanke om at når jeg havde veer ville jeg bounce på en fitness bold, eller stå og danse i ottetaller for at hjælpe min baby til at synke længere ned i bækkenet. Men jeg blev klogere vil jeg sige, for intet af ovenstående gad eller kunne jeg. Tiden gik og mine veer var blevet rigtig kraftige, så kraftige at jeg kun lige kunne koncentrere mig om ikke at miste besindelsen og bare skrige og tude af mine lungers fulde kraft. Men jeg vidste at det ikke ville hjælpe mig, så jeg forblev fokuseret og koncentrerede mig om min vejrtrækning og ind imellem veerne var Martin den bedste støtte. Han tilbød mig masser af væske og havde, på forhånd, købt alle mine yndlings drikke; cultura drikkeyoghurt, Mathilde kakaomælk, pepsi max, dansk vand osv. Den jordmoder og jordmoder studerende som indlagde mig på fødestuen var enormt søde og hjælpsomme. Jeg ved ikke hvad jordmoderen hed, men den studerende hed Rikke, og hun var bare en darling. Det var mest hende der styrede showet og så hjalp den garvede jordmoder til hvis der var noget hun ikke kunne finde ud af, og det var der! Hun kunne ikke finde ud af at lægge et skide drop i min hånd og efter at have stukket mig forkert tre gange, blev vi enige om at hun ikke skulle forsøge mere. Så kom hendes mentor ind og bum bum, så sad droppet hvor det skulle. Rikke tilbød mig en varmepude, mens vi ventede på anæstesi lægen, som kunne lægge epiduralen og jeg takkede ja – det kunne vel ikke skade. Så gik der lang tid (følte jeg), og så kom hun tilbage med varmepuden, og først derefter sagde hun at hun ville tilkalde en anæstesi læge. Jeg var ved at tude, for det var nu en halvanden time siden hun sagde hun ville gøre det, og jeg troede lægen var lige på trapperne, men nej.
Kl. 23.00 – Så kom anæstesi lægen endelig, men det var en dum og sur en, som overhovedet ikke havde specielt meget forståelse for hvad det var jeg gik igennem. Måske synes hun jeg klynkede for meget, og det kan da godt være, men hun var bare ikke særlig sympatisk, og sagde ting som: “Hvis jeg skal lægge den her blokade bliver du simpelthen nødt til at krumme ryggen noget mere, og gerne i længere tid end et par sekunder” – øh okay, prøv du lige at holde den stilling med veer og en badebold på maven! Nå, men den blev lagt og efter det så det hele helt anderledes ud, for jeg havde pludselig overskud til at smile og grine for første gang siden mine veer startede og Martin og jeg spiste det pizza som han havde medbragt – min yndlings pizza fra Costa Smeralda, en lækker en med fire forskellige svampe, mums!
Kl. 24.00-03.00 – Så var der vagtskifte hos jordmødrene og jeg var lidt ked af det ikke var Rikke der skulle være der når jeg fødte, men sådan var det nu en gang. Men så blev vi overraskede, og også glade, for ind trådte den jordemoder som skulle hjælpe mig igennem min fødsel, hun hed Jeanette og var faktisk den jordmoder som vi var til konsultation hos tirsdag forinden. Hun var en sjov type, med masser af humor og hun gjorde mig afslappet og tryg. Hun sad inde på stuen sammen med os og vi snakkede lidt om alt mulig forskelligt, alt fra komplicerede fødsler til nemme fødsler, fødsler der var kompliceret pga. religion og andre mærkelige ting. Faktisk var Jeanette også den jordmoder som vi så til aller første jordmoder konsultation og det var da også lidt sjovt at vi skulle slutte af med hende. Under hele graviditeten har vi ikke haft en fast jordmoder, hvilket er lidt mærkeligt synes jeg. For at hjælpe veerne med at blive stærkere og dermed få de “gode” veer frem, tog hun vandet, og jeg mærkede ingenting, kun at det føltes som om jeg tissede i bukserne. Vandet havde vidst ikke den farve som det burde, så jordmoderen tilkaldte en anden jordmoder for at få en second opinion. Hun forsikrede mig om at det var normalt for dem at gøre, så de altid havde flere meninger på en sag – og det synes jeg er en god ting. Vi fik så besked på at udnytte epiduralen og hvile os lidt, jeg havde en masse elektroder på maven som skulle overvåge babys hjertelyd og jeg måtte helst ikke bevæge mig.
Kl. 03.00-04-00 – Mens jeg sover kommer jordmoderen løbende ind i fødestuen og ser noget panisk ud, for det viser sig at babyens hjertelyd var forsvundet – men heldigvis var det fordi jeg havde rykket på mig mens jeg sov, så elektroden på min mave var faldet af. Pyh ha. På det her tidspunkt er jeg ca. 9. cm. åben og der er 4. minutter mellem mine veer, men de er meget svage af styrke, og det er noget jeg godt vidste kunne ske når man fik en epidural. Veerne begyndte så at gå i stå og jeg fik lagt et vestimluerende drop for at sætte fut i maskineriet. Jeg fik også antibiotika fordi jeg havde fået feber pga. epiduralen.
Kl. 04.00-06.00 – Så skal jeg lige love for at veerne kom med fuld styrke. De blev så kraftige at jeg flere gange var ved at miste besindelsen og bare råbe og skrige, men igen vidste jeg at det ikke ville gavne mig overhovedet. Istedet koncentrerede jeg mig om min vejrtrækning, selvom det var svært og gjorde så mega ondt. Jeg begynder på det her tidspunkt at mærke presseveer, men jeg får besked på at holde inde og må under ingen omstændigheder presse. Det føles virkelig som om jeg skal på wc i stor stil, men jeg får ikke lov til at “give slip”.
Kl. 05.15 får jeg tilbudt lattergas, og det takker jeg ja til, for jeg er på det tidspunkt så træt og udmattet. Smerten var uoverkommelig for mig, for nu havde jeg endelig presseveer og kunne give de skide veer payback efter al den smerte, ved at presse. Men jeg måtte ikke og det frustrerede mig. Da jeg fik lattergassen var det ligesom at ryge sig skæv – alt var omtumlet og jeg blev glad i låget af det. Martin sagde endda at jeg fortalte højt om hvor sød vores jordmoder var, og det er da altid noget jeg ikke sagde noget dårligt om nogen, for jeg kan ærlig talt ikke huske hvad jeg sagde eller hvad jeg tænkte. Klokken 05.55 stormer der en masse læger og jordmødre ind på stuen, og jeg, som er helt høj af lattergas, fatter ikke en lyd, og Martin sidder ved siden af mig fuldstændig bevidst og fatter heller ikke hvad der sker. Der er ingen der fortæller os noget, men pludselig får Martin stukket et sæt grønne scrubs i hænderne, for nu skulle jeg altså have et akut kejsersnit fordi vores babys puls og hjertelyd faldt og faldt. Han var ikke faldet på plads i bækkenet, og det var derfor jeg ikke måtte presse selvom jeg var de famøse 10 cm. åben. Jeanette, vores jordmoder, fortæller mig at jeg skal have et kejsersnit klokken 05.57, og jeg bliver med lynets hast kørt ind i en operationsstue og på det tidspunkt anede jeg ikke hvad der skete og jeg kunne ikke se hverken Martin eller Jeanette nogen steder. Jeg hørte så Martins stemme og han sagde at han var lige ved siden af mig, men efter et par sekunder sendte Jeanette ham ud på gangen, for hun synes ikke han så ud til at have det særlig godt. Han gik ud og jeg kiggede efter ham og tænkte “nej du må ikke gå fra mig!”, for jeg var bange og kunne ikke forstå hvorfor han ikke blev hos mig. Jeanette var ved min side og sagde at det hele nok skulle gå fint og når vi så hinanden igen ville jeg være mor. Jeg får en sprøjte ind i hånden og jeg kan huske at det brændte helt vildt, som om der var ild i min hånd. Jeg fik også en maske på hvor jeg skulle indånde narkosen og det sidste jeg hørte var: “Er hun væk endnu?” og “7 minutter, vi har kun 7 minutter!”. Jeg var skræmt fra vid og sans, men efter et par sekunder var jeg væk. Senere fandt jeg ud af at grunden til de sagde 7 minutter, var fordi at jeg blev lagt i fuld narkose, og så skal baby være ude inden 7 minutter, for at han ikke også bliver påvirket af narkosen.
Min lille Esaiah Samuel kom til verden kl. 06.10 den 26 januar 2013. Han vejede 3824 gram og var 51 cm. lang. Han scorede fuld point på apgar scoren og var helt perfekt. Efter han kom ud af min mave blev han bragt ind til Martin af Jeanette, og sammen gjorde de ham i stand, tog billeder og så fik Martin lov til at sidde med ham i stolen hvor de havde hud til hud kontakt i halvanden time.
Jeg er ked af jeg ikke fik oplevet Esaiah som helt nyfødt, dvs. lige i det sekund han kom ud, men jeg er på den anden side også så taknemlig over at jordmoderen tog sig tid til at få taget en masse gode billeder af Esaiah og Martin sammen.
“Tillykke Alyzza, du er blevet mor”, disse ord blev jeg vækket med efter jeg havde været i fuld narkose under mit kejsersnit. Jeg havde været “væk” i halvanden times tid ca. og da jeg åbnede mine øjne var jeg noget groggy og havde en meget tom fornemmelse indeni. Bogstavelig talt, for der var ingen baby i min mave, og jeg kunne hverken se ham eller Martin nogen steder, men jeg havde godt forudset at de ikke ville være der – eller havde jeg? For det hele gik så hurtigt, at jeg ikke anede hvad hylan jeg må have tænkt mens jeg lå der, faktisk tror jeg ikke jeg tænkte så meget, jeg lå der bare. Men så kom der en sød mand som skulle transportere min seng op til opvågningsstuen som lå på en anden etage. Han sagde ikke noget, men formåede at støde min seng ind i elevator døren og det gjorde ondt. Jeg var stadig bedøvet af epiduralen, men jeg kunne mærke det svie på min mave, hvor mit nye ar var, et ar som ville følge mig resten af livet.
Jeg blev kørt ind og straks kom der en sød sygeplejerske hen til mig og spurgte om der var noget jeg ville have, og hun gik straks igang med at tilbyde diverse drikkevarer, men det eneste jeg kunne tænke på jeg ville have var en læbepomade. Ser du, jeg har et flip med læbepomader, og mine læber bliver tørre hurtigt og har jeg ikke en ved hånden går jeg i panik! Hun så lidt skæv ud, for normalt plejer patienter at bede om noget at drikke eller at spise, men jeg var ikke tørstig. Eller jo, det var jeg faktisk, for min hals gjorde ondt da jeg havde været intuberet under kejsersnittet. Hun kom så med en læbepomade og noget saft, som jeg prøvede at drikke mens jeg lå halvt ned. Jeg lå der i en halv times tid og lyttede til de andre patienter som vågnede efter deres operationer og de der blev kørt ind og ud. Der var en gammel mand som lød ret sjov da han vågnede, for da sygeplejersken talte til ham, svarede han hende som om de var midt i en samtale, han sagde noget med “ja vejret er skønt her sydpå”, eller noget i den dur. Endelig kunne jeg høre nogle små hjul komme trillende og frem kom Martin, og med ham havde han en jordmoder og Esaiah liggende i den lille baby hospitalsseng. Al smerte blev glemt for en stund og i min arme havde jeg endelig vores lille dreng – helt perfekt og præcis som han skulle være.
Alyzza Højby Nielsen 