Hos os er fredagstraditionen noget vi prioriterer højt, og det er virkelig få ting der kan rykke i den tradition. Selvom det sker, at den rykkes sker det yderst sjældent, og oftest pga. fødselsdage eller andet, men vi, min mand og jeg, planlægger aldrig selv noget fredag aften, og hvis vi gør er det noget der først begynder når børnene er puttet. Det vi gør hos os, er at lave lækker middag, og oftest noget børnene vælger, og siden vi begge er hjemme, så er det tit mad der kan kredses lidt om og ikke bare noget der skal klaskes sammen i hverdagens trummerum. Når børnene får lov at bestemme, vælger Esaiah altid mini-burgere (sliders) eller tortilla pandekager, og Anakin vælger konsekvent chili con carne eller ‘basgetti’ med kødsovs. Alle retter er gode retter, og noget vi spiser (forholdsvis) tit herhjemme – oftere end jeg vil indrømme.
Når de er hentet fra hhv. børnehave, vuggestue og skole, så er det mig og en af drengene der går ned og blander fredagsslik. Det sker også, at jeg har dem allesammen med hvis nu farmand kommer sent hjem, men oftest er det mig og en af drengene. At have begge drenge i slikbutikken er et mareridt fordi de løber i hver deres retning, taber slik og starter i total ulogisk rækkefølge (siger moren med mild OCD). Det er også lidt en hyggestund jeg har med den ene af dem hver fredag, og de er gode til at huske hvis tur det er. Jeg elsker at blande fredagsslik, 1. fordi så er jeg sikker på, at der kommer det ned i posen som jeg kan lide, 2. farmand kan ikke styre sig når han først er igang, og det munder ud i 1,5 kg. bland selv slik. Når jeg blander ender det oftest med mellem 500-600g (og det er jo også noget må man sige).
Efter maden bliver drengene plantet i sofaen, og før i tiden så de Disney Sjov, men eftersom Disney Sjov har ændret sig gennem tiden (det er i hvert fald ikke som da jeg var barn!), så er de begyndt at miste interessen lidt. Esaiah synes det er lidt pattet
og Anakin gider kun se de gamle Anders And og Mickey Mouse, og de fylder måske kun 5-10 min. ud af den ene time som Disney Sjov varer. Så nu er vi begyndt at sætte en film på, som vi alle sidder og ser sammen. Det kan være en film fra Netflix eller en af vores egne, og den eneste regel er bare at det skal være en film (og ikke afsnit af en serie), og helst gerne en som drengene ikke har set før. Drengene får en lille skål fredagsslik, og dernæst en lille refill. Vi spiser samme mængde som dem, men når de er puttet så fortærer de voksne resten (men shh, ikke sig det til drengene). Saphira spiser ikke fredagsslik endnu, men hun har smagt lidt chokolade, og som Esaiah afslørede den anden dag, så har han givet hende en vingummi eller to når jeg kiggede væk. De er nogle lømler er de 😉
Putningen går oftest overraskende let om fredagen. Jovist, de er sukkerkuldrede, men de er også trætte efter en lang dag på ‘kontoret’. De falder hurtigt i søvn, og det giver os voksne tid til enten at se endnu en film, eller til bare at flade og hygge i sofaen.