Til tider stiller min mand mig spørgsmålene, “bliver du egentlig nogensinde helt voksen?” eller “tager vi i Disneyland for børnenes eller din skyld?”. Og helt ærligt, jeg tror aldrig jeg bliver helt voksen og forlystelsesparker og andre lignende oplevelser er noget jeg finder en ligeså høj glæde i som børnene gør. Jeg er stadig i kontakt med mit barnlige selv, den del af mig der tror på magi, på julemanden og stadig bliver helt blød i hjertet når jeg ser Disneyfilm og hører sangene der har været soundtracks til mit liv og min opvækst. Man skulle næsten tro, at det var et barndomstraume og at jeg aldrig har fået lov til at opleve disse ting som barn, men tværtimod, så har jeg været hele møllen rundt som barn også.
Det er ingen hemmelighed, at hverdagen er travl. God, men travl og derfor gør vi meget ud af at lave ting sammen som familie i weekenderne og på vores ferier. Forlystelsesparker og Zoologiske Haver ligger højt på listen, og vi kan altså ikke runde Paris uden at tage til Disneyland, eller Singapore uden at tage i Universal Studios – sådan er det bare. Vi holder også af at besøge Zoologisk Have og dyreparker når vi rejser rundt i verden, men vi støtter kun hvis det er steder hvor dyrene bliver behandlet ordenligt. Vi støtter fx ikke elefantridning eller abeshows i Thailand – disse ting ved vi ikke er for dyrenes bedste, men nærmere en turistpengemaskine.
Vi prioriterer altid at købe årskort til Tivoli, Zoo, Zoologisk Museum og så er børnene medlem af PandaClub der giver adgang til Den Blå Planet, Knuthenborg Safari Park, Planetariet mm.
Der findes 6 Disneyland parker rundt i verden; Paris, Californien, Florida, Tokyo, Shanghai og Hong Kong. Jeg har været i dem i Paris, Californien og Hong Kong (men det var før jeg fik børn), så vi mangler stadig Florida, Tokyo og Shanghai. Jeg er især opsagt på Florida, for den er KÆMPE og så er der Universal Studios tæt på med et WB Harry Potter univers! Ej men jeg kan næsten ikke være i mig selv!
Børnene elsker det, jeg elsker det og min mand har lært at elske det 🙂
Følg endelig med på min instagram @alyzzahnielsen hvor jeg poster om vores oplevelser i verdens mange forlystelsesparker.
Tak fordi du læser med!