Amsterdam

I efteråret 2018 kørte vi en tur til Amsterdam, hvor vi var i 5 nætter. Køreturen derned kørte vi i et stræk, men med mange pauser naturligvis. Både for børnenes skyld, men også for Martins skyld. Jeg vil tro det tog os omkring 10 timer at køre dertil, og vi kørte kl. 4 om morgenen for at undgå den værste morgentrafik. Børnene faldt i søvn igen og det gav godt overskud fra morgenstunden. På det tidspunkt var Esaiah 5, Anakin 3 og Saphira 3 måneder.

Vi er så heldige, at jeg har familie i Amsterdam, i en by der hedder Voorburg. Den ligger lidt udenfor Amsterdam. Vi kørte dertil for at besøge min tante og overnatte der den første dag. Min tante og hendes mand ejer en smuk lejlighed inde i downtown Amsterdam, og det var der vi var heldige at få lov til at bo, men det er meget dyrt at parkere derinde, som i €50 i døgnet dyrt! Så vi parkerede bilen hos hende i Voorburg og tog bus og tog ind til Amsterdam dagen efter. Drengene var helt utrolig spændte, og det samme var vi voksne. Lejligheden min onkel og tante ejer i Amsterdam er et town house ned til kanalen som de har investeret i for at kunne udleje den via Airbnb. Min kusine bor der også og har penthousen aller øverst i bygningen, og så sørger hun for udlejningen og gæsterne. Jeg havde ikke set lejligheden med mine egne øjne, men da vi først kom frem så jeg hvor smuk den er, og hvor priviligerede vi var at kunne opleve Amsterdam, med den lejlighed som vores base. Basen i centrum betød, at vi nærmest kunne gå til alt det vi skulle opleve, og vi kunne nemt gå hjem midt på dagen hvor drengene kunne hvile benene, chille eller få lidt mad.

IMG_5527IMG_5528IMG_5532IMG_5545IMG_5558IMG_5649IMG_5668

 

Basen i centrum gjorde også, at vi spiste hjemme hver dag, og dermed minimerede restaurantbesøg og caféture. Selvfølgelig spiste vi lidt ud og drak en kom kaffe hist og her. Men i det store hele valgte vi at lave mad og spise hjemme, og smøre madpakker. Det var et taktisk og praktisk valg, for udover at spare penge, sparede vi også på børnenes tålmodighed, og istedet for de skal sidde stille for længe på restaurant, ville vi hellere bruge tiden på at opleve en masse. Vi må sande, at energiniveauet er højt og det der med at sidde på café og nyde et lækkert måltid over flere timer, er vi bare ikke kommet til endnu. Alting til sin tid siger de kloge!

Vi brugte meget af vores tid i det skønne hus. For det første var det kæmpe stort, så der var plads til vi alle kunne have et værelse hver, hvis det var det vi ville. Drengene sov sammen oppe på 3. sal, Martin, Saphira og jeg sov i master bedroom på 2. sal, og min kusine bor som sagt oppe på 4. sal. Stue var på 1. sal og køkken og spisestue var i stuen. Det er et typisk townhouse, der er smalt, men højt og det gjorde, at vi fik gået meget på trapper. Jeg vil nu komme med en liste over de sjoveste ting vi oplevede som familie, og som sagt gik vi rundt til det meste, med undtagelse for Zoo, hvor vi tog sporvognen.

 

Kanalrundfart

Overalt i Amsterdam er det muligt at hoppe på en kanalrundfart. Nogle af bådene ligner dem i København, men andre var nærmest indrettet som en dagligstue. Amsterdam består af virkelig mange kanaler og små broer, så det ville være hul i hovedet ikke at tage en kanalrundfart også. Vi gik rundt indtil vi fandt den helt rigtige tour, og vi endte med at vælge en der kun varede en halv times tid, for drengenes skyld. Martin og drengene tog kanalrundfarten, og jeg gik rundt i byen med Saphira sovende i barnevognen imens. Egentlig havde jeg tænkt mig vi skulle med, men vi måtte ikke tage barnevogn med ombord, kun hvis den blev klappet sammen, og siden hun lige var faldet i søvn, så droppede vi den plan. Martin og drengene sejlede afsted, og de hyggede sig med det. De blev utålmodige til sidst, så det var godt vi ikke havde valgt en af de lange ture som kan fås på op til 2 timer. Den tour vi valgte kostede €18 i alt for dem alle tre.

DSC_0165DSC_0158DSC_0138DSC_0133

 

Artis Zoo

Da vi drog mod Zoo tog vi sporvognen et par stop. Vi kunne sagtens have gået, men fordi det regnede lidt og fordi Anakin er vild med toge, så besluttede vi os for at gøre det. Tænk at man kan blive så spændt på at køre tog – det er lidt hyggeligt. Artis, som er navnet på Zoo’en i Amsterdam er en lille zoo, men også ganske hyggelig. De har nogle små siddevogne man kan leje for €2 (lidt ala indkøbsvogne i supermarkeder), og det var en succes for Anakin. Han var 3 år på det her tidspunkt og den her ferie var den første hvor han ikke sad i barnevogn. Dyrene i Artis havde store anlæg at brede sig på, og der var udsigtsmuligheder, selv for drengene. Vi fik drukket kaffe mens de legede på legeplads og også tømt souvenirshoppen.

DSC_0186DSC_0199DSC_0220DSC_0244DSC_0258IMG_5604

 

 

Rundt på må og få og Nemo Science Museum

På den her ferie har vi gået og gået og gået. En af dagene gik vi 12 km og drengene var bare så seje! Vi holdt croissant pauser (lidt for koldt til is) og stoppede ved hver en legeplads, som der er mange af i Amsterdam. Der var altid meget at kigge på, mange broer at krydse og en masse både med folk de små kunne vinke til. Det eneste jeg vil gøre opmærksom på i Amsterdam, når man har små børn med, er altså de mange cyklister der ikke altid skelner mellem cykelsti og fortov og så sporvognene! De kører stærkt og nogen gange kommer de ud af det blå, så der var et par gange hvor vi hev drengene tæt ind til os, for at de ikke løb ud foran dem.

Vi var en tur på Nemo Science Museum, som er Amsterdams svar på Experimentarium. Det var en fed oplevelse, og der var en masse seje ting at se og opleve. Der var elevator og jeg kunne nemt komme rundt med Saphira i barnevognen. Det eneste minus ved det besøg, var at der var virkelig mange mennesker. Det var efterårsferie i Amsterdam, så der var fyldt med børn og deres forældre. Det kostede omkring 300 kr. at få os alle 4 ind (Saphira var gratis), og det var penge som vi egentlig godt kunne have brugt på en god frokost istedet for. Stedet var fedt, men der var ikke den store plads til at drengene kunne få lov til at gå på opdagelse i eget tempo. Mange af de børn der var der, var store skolebørn der ikke rigtig forstod sig på køkultur, så det var lidt ærgerligt. Så til næste gang, ved vi at vi skal komme på en hverdag, og ikke i en skoleferie. Men det vi fik lov at prøve og opleve på Nemo, var vildt fedt og drengene har gode minder derfra, og det er vel det vigtigste 🙂

DSC_0123IMG_5568DSC_0175DSC_0263DSC_0291DSC_0295IMG_5614

 

Det var lidt om vores tur til Amsterdam. Jeg håber du fik noget ud af det, selvom jeg ikke havde hotel- og restaurantanbefalinger. Jeg valgte bevidst at lægge fokus på sjove ting at lave med børn, og det håber jeg har været givende. Hvis der er noget du har spørgsmål til eller søgere at få uddybet, så tøv endelig ikke med at skrive.

Følg også gerne min instagram profil @alyzzahnielsen, hvor jeg løbende poster billeder fra vores mange rejser.

Tak fordi du læste med!