Singapore

Jeg har været i Singapore mange, som i virkelig mange, gange. Min mor, papfar og lillesøster flyttede til Singapore i 2005 og den gang var jeg 15 år. Siden da har jeg besøgt dem et hav af gange, og også boet der i en periode efter gymnasiet for hvad der føles som 100 år siden ;). Siden vi fik børn har vi besøgt Singapore en gang om året mindst af ca. 3 ugers varighed. Vi bor hos mine forældre når vi er der og indlægget her vil indeholde idéer og forslag til ting man kan se og opleve med børn.

Godt at vide: Singapore er på størrelse med Bornholm, huser ca. 4 mio. indbyggere og befinder sig lige omkring ækvator, så der er varmt hele året rundt. Der er høj luftfugtighed, så selvom temperaturen måske kun siger 26 grader, så føles det varmere grundet luftfugtigheden. Singapore er et fedt land at rejse i som børnefamilie, fordi de har alt man skal bruge. Når jeg siger alt, så mener jeg bleer, solcreme, modermælkserstatning og generelt dagligdagsvarer til små børn. Det har vi nydt godt af, og ikke følt det nødvendigt at proppe kufferten med disse ting hjemmefra fordi det kan købes derovre til nogenlunde samme pris. Taxa’er i Singapore er noget billigere end herhjemme og er en fin måde at transportere sig fra a til b. Men faktisk foretrækker vi at tage MRT’en (metro), for der er virkelig god infrastruktur i Singapore, særligt omkring centrum og det fungerer upåklageligt. Man skal bare huske, at der hverken må indtages mad eller drikke af nogen art mens man sidder i togene. Shopping er også godt i Singapore, men det er ikke billigt – faktisk svarer det nogenlunde til samme priser som herhjemme, men der er selvfølgelig et andet udvalg end herhjemme, og så kan man få taxfree.

Singapore er kendt for dets uendelige madmuligheder og det kan jeg kun give medhold i. Wow der gode muligheder for lækkert mad til helt fair priser, og gerne i hver sin ende af skalaen. Som så mange steder i Asien, har Singapore også Hawker centres, som er åbne kantine boder, hvor man kan få chicken rice til 5 SGD (ca. 25 kr.) og så er der fx Brunch på Fullerton Hotel lige ned til floden for 120 SGD (582 kr.) for voksne og 60 SGD (290 kr.) for børn . Begge ting er en oplevelse værd. Jeg kunne lave en post om mad i Singapore alene, hvis det skulle være, men det bliver en anden gang.

Jeg vil nu komme med en liste af oplevelser som har hittet hos mine børn, og selvom vi har været der et hav af gange, genbesøger vi de fleste af tingene hver gang vi er der.

 

Singapore Zoo

Singapore Zoo er kåret til verdens flotteste Zoo flere år i træk, og det kommer virkelig ikke bag på en når man ser den. Det føles som at gå i en tropisk regnskov og dyrene har god plads og store anlæg at boltre sig på. Der er et hav af madmuligheder og en masse små boder hvor der kan købes is, sodavand og lignende. Singapore Zoo er kendte for deres snetigere og de er virkelig et besøg værd! Der er også et lille badeland midt i Zoo’en og det giver også et fint afbræk i varmen, hvor de små (og store) har mulighed for at blive kølet lidt af. Det er en kæmpe stor Zoologisk Have, og man kan nemt bruge hele dagen derinde. Jeg vil anbefale at medbringe et hav af snacks til børnene og en masse vand. Vi har også haft madpakker med hjemmefra som vi har haft i køletaske.

Billetpris: 37 SGD (179 kr.) for voksne og 25 SGD (121 kr.) for børn mellem 3-12 år. Der kan også tilkøbes en tram ticket og det har vi været glade for, så de små ben kunne få et hvil i varmen, men stadig se en del. Der går ikke MRT til Zoo, men en taxa fra byen koster omkring 15 SGD (ca. 70 kr.).

DSC_0455

DSC_0499

 

Gardens by the bay

Gardens by the bay er et smukt sted lige ud til Singapore marina med udsigt til det flotte hotel, Marina Bay Sands. Det er en stor have og park og tæt på en MRT. Det du betaler for, er at komme ind og se de to Domes, altså to kæmpe store drivhuse, hvor den ene hedder Cloud Forest og den anden Flower dome. Vi har været i dem begge, men hvis man kun vil se den ene, vil jeg anbefale Cloud Forest fordi man kommer godt op i højden og ser blomster der kun vokser i sky højde – det er meget imponerende og utrolig flot lavet. Det store vandfald i Cloud Forest er også en stor wow faktor. I Flower Dome ser man en masse smukke blomster, ligesom i en Botanisk Have, og da vi var der sidst var der et japansk tema. Uden for de to domes er der også et badeland og legeområde til børnene, ligesom i Zoo, som vi også har nydt godt af.

Billetpris: 28 SGD (136 kr.) for voksne og 15 SGD (72 kr.) for børn (vel at mærke for begge domes).

DSC_0870

IMG_2326

 

Jurong Birdpark

Lidt udenfor byen ligger Jurong Birdpark. Det er, som navnet antyder, en form for Zoo kun med fugle, og det er i høj kurs hjemme hos os kan jeg godt fortælle. Særligt Esaiah er ret tosset med fugle og har helt styr på alle de fugle vi har her i Danmark. Inden vi kom til Singapore sidst (marts 2019), havde min papfar købt en bog over Singapores fugle, og den havde han med I Jurong Birdpark, hvor han gik og krydsede af hver gang han så en fugl fra bogen. Parken i sig selv er ikke nær så stor og luksuriøs som Singapore Zoo, men til gengæld er den heller ikke nær så proppet med mennesker. Hvis man har børn der er interesseret i fugle er det klart et besøg værd!

Billetpris: 25 SGD (121 kr.) for voksne og 17 SGD (82 kr.) for børn mellem 3-12 år.

DSC_1366

 

KidZania, Resorts World

KidZania er noget af det vildeste jeg længe har oplevet, og det var ligeledes en kæmpe oplevelse for Esaiah og Anakin første gang de var der (som 6 og 4 årig). Forestil dig en lille by hvor alt er i børnestr og børnehøjde – sådan er KidZania. Qatar Airways er en af hovedsponsorerne og derfor tjekker man ind ved en flyskranke ligesom i lufthavnen. Vi fik alle udleveret et boardings pass, som var vores billet og alle børn og voksne fik et armbånd på. På armbåndet var der en lille chip dimmer, der kort sagt gjorde at hverken vi eller børnene kunne forlade stedet uden hinanden – smart! KidZania er en del af Resorts World på Sentosa Island, som nemt kan nås via MRT eller taxa.

Til at starte med fik Esaiah og Anakin udleveret et kreditkort fra Maybank, som vi skulle hen og sætte “penge” på. Det var deres ID-kort og da vi kom til Maybank ville jeg stille mig i kø med dem, eftersom deres engelsk ikke er flydende (endnu). Jeg blev stoppet af en de ansatte og sagde, at de nok skulle klare det og selvom jeg fortalte, at de altså ikke kunne tale engelsk så blev jeg bedt om at vente udenfor. Hun forklarede, at de har mange ikke engelsktalende børn, men de formår altid at skabe en form for forståelse for hinanden ved at bruge fagter, pege osv. Det var vildt, og naturligvis gik det så fint.

DSC_1378

Når først der var “penge” på deres kort kunne vi gå på opdagelse i de mange muligheder der var i KidZania. Der var mulighed for at de kunne være læger, ambulancereddere, brandmænd, politimænd og en masse andet. Der var lidt ventetid ved hver ting, men man kunne skrive sig op steder og på den måde planlægge sig ud af unødig ventetid ved hver aktivitet. Hvert erhverv, hvis man kan sige det, tog omkring 30-45 min., og siden vi var der 2,5 time før lukketid, så måtte drengene prioritere og vælge hvad de allerhelst ville prøve. De valgte hhv. politi, brandmand og pizzabagere for Pizzahut. De havde den fedeste dag og næste gang vil vi klart komme når de åbner og gerne på en hverdag, så vi kan få max ud af det og prøve det hele. Det er en meget forældre-passiv form for børneaktivitet, for vi var ikke med til noget som helst, udover at tage billeder og drikke kaffe (jeg klager ikke). Til lille Saphira (som var 8 mdr på det tidspunkt), var der en babylounge oppe ovenpå hvor hun kunne lege, og også fine puslefaciliteter.

Billetpris: 35 SGD (170 kr.) for voksne og 62 SGD (300 kr.) for børn mellem 3-17 år. Der kan spares penge hvis billetterne købes online.

DSC_1403

DSC_1408

DSC_1385

DSC_1412DSC_1431

 

Universal Studios, Resorts World

Jeg har lavet et detaljeret indlæg om Universal Studios (kig under Forlystelsesparker). Hvis du og dine børn er vilde med Dream Works karaktererne, så vil i få den bedste dag i Universal Studios! Mine drenge er særligt vilde med Shrek, Minions og figurerne fra Madagaskar. Der er et hav af muligheder for at købe mad, is og drikkevarer og gode toilet og puslemuligheder hvis du har baby med. Der er også mange souvenirbutikker rundt i parken, og selvom det kan være et mareridt og medføre plagende børn, så er det altså også rart at kunne blive kølet lidt ned i varmen, fordi butikkerne har aircon på 18 grader. Ligesom KidZania så er Universal en del af Resorts World på Sentosa og er let at komme til med MRT eller taxa.

Billetpris: 79 SGD (383 kr.) for voksne og 59 SGD (286 kr.) for børn. Børn under 4 år er gratis.

DSC_1437DSC_1483

 

Jacob Ballas Childrens Garden

Jacob Ballas Childrens Garden er en del af Singapore Botanical Garden, som er et kæmpe reservat der også er et besøg værd. Dog er mine drenge så små, at det der med bare at gå og gå uden legepladser og andre “sjove” afbræk, kan være lidt hårdt, så vi var kun i Childrens Garden. Jacob Ballas Childrens Garden ligger tæt på indre by i Singapore og er let at komme til med MRT eller taxa. Haven har for nyligt undergået en renovering, og en rigtig fed en af slagsen skal jeg hilse og sige. Før var der blot legepladser og nogle få aktiviteter for børn såsom labyrint, huse i trætoppene og sandkasser og også en lille bitte iskiosk. Nu er der kommet seje gangbroer, en lille café og generelt flere legemuligheder for børnene. Alt foregår udenfor, så det er en god idé at tage derind enten før solen peaker fra kl. 12-15 eller efterfølgende.

Der er gratis entré!

IMG_9047DSC_1567DSC_1572

 

VivoCity

VivoCity er ikke som sådan en børneaktivitet, men den ryger med alligevel for det er et sted hvor vi tilbringer rigtig meget tid når vi er i Singapore. VivoCity er et storcenter med alt hvad der er brug for af restauranter, caféer, tøjbutikker, biograf og legepladser. Oppe på deres roof top er der elektriske biler som børnene kan prøve for 5 SGD for 10 min. og det er en fed måde at få tiden til at gå på. Hver gang vi shopper i Singapore, så sørger jeg for det vi skal have, mens Martin er ude med børnene og lege og når han skal have noget gør vi det omvendt. Der er også et lille soppebad som børnene kan hygge sig i, så badetøj eller skiftetøj er en god idé. VivoCity er også et lækkert storcenter med store og brede gange og så er det overskueligt at finde rundt og udvalget af butikker er god, særligt for børnefamilier. Vigtigst af alt, der er en Sushi Tei, som er min yndlings sushi restaurant i Singapore. Det er en kæde, så der er mange af dem rundt omkring. Børnene nyder rullebåndet og synes det er sjovt, at vælge det de føler mest for. Udover det, er der Marché, som er en skøn restaurant med legeplads, rutsjebane og legetårn inde i selve restauranten, hvilken er super chill så de voksne kan spise i ro og mag. Sidst er der Polliwog’s indendørs legeplads, som er en form for Leos Legeland, bare lidt mindre. Der findes der også et par stykker af.

VivoCity ligger ved Harbourfront og med udsigt til Sentosa Island, og er nem at komme til med MRT eller taxa.

IMG_1764

 

River Safari

River Safari er en form for tematiseret dyrepark, ligesom Jurong Birdpark, hvor der er stort fokus på verdens floder og de dyr der lever i og omkring dem. Floder som Nilen, Yangtze Floden, Mississippi River osv. De har også pandaer, som den eneste dyrepark i Singapore. Ligesom Singapore Zoo, så er omgivelserne flotte og en del af parken er bygget ud i en kæmpe sø og det giver flodtemaet et særligt pift. Der er også mulighed for at tage på River Cruise, men det har vi endnu ikke prøvet (for bøvlet med barnevogn osv.). River Safari ligger i samme naturreservat som Singapore Zoo, men de er ikke som sådan en del af hinanden. Der kan spares penge ved at købe billetter til begge parker.

Billetpris: 34 SGD (165 kr.) for voksne og 23 SGD (111 kr.) for børn. Til info kan der spares penge ved at bestille billetter online.

IMG_5340IMG_4596

 

Arab Street

Arab street er det arabiske kvarter i Singapore og klart et besøg værd! Maden er billig og god, hvis man altså er til shish kebab og nanbrød, og så er der en masse små sjove butikker hvor der kan købes smukke dimser og dingenoter. Vi køber altså mange af julegaverne til familien her, fordi det lige er en tand billigere end resten af Singapore og der kan også pruttes om priserne fordi det er små selvstændige boder. Bydelen er smuk og farverig og jeg formår altid at udnytte den tilladte kuffertvægt til fulde, når jeg har været i Arab Street.

IMG_4924

IMG_4944

 

S.E.A Aquarium, Resorts World

Okay okay, Den Blå Planet go home! Det er alt jeg har at sige, for WOW et fedt akvarium og en kæmpe oplevelse. Det er kæmpe stort, der er så mange fisk (og hajer) og netop fordi det er så stort undgår man følelsen af at stå som sild i en tønde (fik i den?). Det sætter Martin især pris på, for han har den holdning, at for mange mennesker ikke ligefrem bidrager til en god oplevelse af det vi laver, og det var en pæn måde at sige det på. Souvenir shoppen er fed, og den husker drengene stadig. S.E.A. Aquarium er en del af Resorts World på Sentosa Island og er nemt at komme til via MRT eller taxa.

Billetpris: 40 SGD (194 kr.) for voksne og 29 SGD (140 kr.) for børn mellem 4-12 år.

IMG_4703

 

Mount Faber Cable Cars

Cable cars er en kære oplevelse! Der er flere steder man kan tage dem fra, men vi plejer altid at køre til Mount Faber (toppen af en høj bakke, lille bjerg om du vil), hvor man kan komme på Cable Car’en og så ender den på Sentosa Island midt i alt det sjove; både Resorts World, men også strand og restauranter. Børnene var helt oppe og køre over at sidde inde i den her Cable Car, og selvom der var laaaaangt ned, så var de meget interesseret i det vi kørte henover og lod sig ikke slå ud af at vi på et tidspunkt er over 100m over jorden. Der var plads til at have klapvognen med ind og det er en fed oplevelse. Jeg ved ikke om det er en ting vi har brug for at opleve igen og igen, men det er i hvert fald fedt at have prøvet det med børnene.

Billetpris: 35 SGD (170 kr.) for voksne og 25 SGD (121 kr.) for børn

IMG_4512IMG_4523

Som sagt har jeg været i Singapore maaaaange gange, så hvis der er noget du savner som jeg ikke har skrevet om her, så skriv endelig til mig. Chancen for, at jeg har oplevet eller prøvet det er ret stor 🙂

Du kan også se højdepunkter på min instagram @alyzzahnielsen, hvor jeg har gemt stories fra vores seneste tur til Singapore (marts 2019).

Tak fordi du læser med!